For lidt tid siden var der en elev, der efter hun selv havde redet undervisning, satte sig og så en af de andre ride sin undervisningstime efterfølgende. Næste dag kom eleven og sagde, at hun bemærkede der var mange ting der gik igen. Særligt i forhold til hvordan de begge skulle sidde på hesten… men hun undrede sig, hvordan det kunne være, at jeg brugte SÅ meget tid på, at undervise hende i at få hendes hest til at strække sig mere frem og ned, mens jeg slet ikke nævnte det en eneste gang for hende der red bagefter og tvært i mod, underviste hende i at ride hendes hest mere op og frem. Kort fortalt forklarede jeg hende, at det er fordi jeg tilpasser træningen efter hesten og ikke omvendt. Hendes hest ville gerne spænde meget op, gøre sig kort og miste bevægeligheden hen over overlinjen under rytter. Derfor ville jeg gerne lære hende, at ride den i en længere og mere afspændt ramme. Hvor hende den andens hest, meget gerne ville blive lidt lang og usammenhængende, så hun havde brug for at “squatte” lidt mere i rammen… Det kunne hun godt se, gav god mening. One size fitts all er død og borte. Jeg har selv fem skønne heste og lige så forskellige de er, lige så forskelligt træner jeg dem. Jeg har før i tiden lært og troet at hestene skulle tilpasse sig os, vores ramme og fiduser, men hvor har jeg dog lært meget af, at være nysgerrig og lade hestene vise mig vejen i stedet. Hesten selv er nemlig vores bedste læremester.