Jeg oplever faktisk, at ryttere er bedre til at fornemme deres heste, end de selv går og tror, de er. Men at de ofte desværre ikke lytter til deres fornemmelse og dermed ikke deres hest, fordi de lader sig begrænse af gamle begrænsende overbevisninger om hvordan det SKAL være og SKAL gøres. Jeg har oplevet rytter, hvor hesten mod slutningen af undervisningstimen, stopper op foran lågen. Rytteren siger selv, at “det gør hesten altid, når den er ved at være træt og ikke vil mere”… alligevel får den et spark i siden eller svirp med pisken – for den skal jo forstå, at det må den IKKE. Hest der er meget urolige på bidet og tager tungen over det, hvor rytteren selv siger, at “det gør den altid når den bliver for presset”… men alligevel fortsætter med det samme pres, for det SKAL den jo vænne sig til. Blot to eksempler af mange. Rytterne her har fornemmet, at hestene er trætte og pressede, men alligevel ignorerer de det, fordi vi har lært, at heste ikke har noget at skulle have sagt og prøver af. Årh jo, been there done that myself. “Jamen, skal jeg bare lade den stoppe op ved lågen uden jeg har givet den lov?” Eller “Skal jeg så ikke udvikle min hest?”. Du skal lære selv at stoppe, FØR din hest bliver så træt, at den er nødt til at sige stop – hvordan skulle den i øvrigt ellers fortælle dig, den var træt? Og du kan sagtens udvikle din hest, men gear ned og find det tempo, hvor din hest udvikler sig med glæde og ikke med stress. Heste prøver os ikke af. De prøver at fortælle os noget.