Der er af god grund meget debat om, hvor ridesporten skal hen. Afsløring efter afsløring af modbydelig ridning af både anerkendte og ukendte ryttere, har også affødt videoer der florere med modsat ryttere, der rider uden både bid og sadel og laver diverse flotte øvelser og de hyldes “Wauw, se sådan skal det gøres!!” Men det efterlader mig med spørgsmålet “But how did you get there?” That’s the interesting part! Ikke fordi jeg efterspørger flere af de der “Se-jeg-kan-også-ride-dårligt” videoer, som også er blevet en trend… og heller ikke fordi jeg påstår, de har gjort noget forkert (dem med de imponerende videoer) – vi ved det jo netop ikke. Min pointe er, at det er øjebliksbilleder, lige som det er, når vi sidder i dommertårnet og skal bedømme et ridt. Det handler i den nuværende form, i bund og grund om, hvem der er den bedste skuespiller. Jeg mener ikke, som mange andre, at dressurdommerne ikke gør et godt stykke arbejde. Rideforbundet gør også meget for uddannelse af dommere og for at gøre bedømmelserne så ens og tilregnelige som muligt. Jeg mener det er bedømmelsesgrundlaget og ikke mindst bedømmelsesrammen der skal ændres. Jeg vil for eksempel elske at blive bedømt på opvarmningen, så der bliver flyttet fokus over på processen og grundarbejdet. Jeg vil elske at der kom fokus på rytternes viden om, hvad de gør og hvorfor de gør det. Jeg vil elske der blev mere fokus på relationen, harmonien og samarbejdet mellem hesten og rytteren. Lige nu tæller Lydighed (hvor harmoni, tillid og lethed hører under) i diverse dressurprogrammer for eksempel mindre end Gangarter. Lige som at rytterens finhed og effektivitet er ligestillede, hvor jeg mener finheden til en hver tid skal vægte højere! Vi skal der hen, hvor dressur ikke bare skal SE let ud men VÆRE let – og honoreres derefter.

Jeg stod en gang på en opvarmningsbane og overværede rytterne der skulle til start i en Prix St. Georg. Der stod to trænere i hver sin ende af hallen og lad os bare sige det sådan, den enes træning kunne jeg bedre lide end den anden… jeg har altid fundet det interessant og inspirerende at følge med på opvarmningen, fordi det så at sige er der, man virkelig kan se hvem der rider godt og beundringsværdigt – and who does not… Hvis du rider godt på opvarmningen, så rider du som hovedregel også godt på banen – her kan du dog selvfølgelig blive udsat for, at din hest bliver utryg og spændt over miljøskiftet og derfor desværre ikke går lige så godt og afslappet som i opvarmningen. Desværre kan du overvære dårlig ridning på opvarmningen (for eksempel hyperflexion og stærke hjælpere), som på stævnebanen bliver honoreret! Ikke fordi dommerne honorerer det – de har jo ikke set det, de har set “skuespillet” på banen og skal udelukkende forholde sig til det øjebliksbillede, der vises der. That’s the game (som det er nu). Nåh ja tilbage til historien, så var det lige præcis det, jeg oplevede den dag. Det ene ridt, der så noget så træls og mærkeligt ud (forstod det ikke rigtigt), blev dagens vinder. Jeg så ikke en gang ridtet fordi jeg på opvarmningen havde tænkt, det der er sgu ikke værd at se, men jeg blev meget overrasket. Af hensyn til hestene, synes jeg det er godt man lukker ned for en masse tilskuer på diverse opvarmningsbaner. I stedet synes jeg man skal kunne se det på en skærm, altså at opvarmningsbanen skal være tilgængelig på film og så synes jeg det ville være fantastisk med dommere der bedømte opvarmningen, som et vigtigt element af konkurrencen.