Jeg har hele mit liv været heldig at have heste. Som barn og ung var det især stævnerne og fællesskabet på rideskolen, der drev mig. Min kærlighed til hestene har altid været stor. Jeg har altid haft en følelse af en særlig forbundethed med hestene og set mine heste som individer. Alligevel har jeg i mange år forsøgt at putte mine heste i samme kasse ved at passe, håndtere og træne dem på den samme måde. Ikke af ond vilje selvfølgelig, men fordi det var den måde jeg i ridesporten havde lært det skulle være og gøres på. Jeg har da også haft succes med meget af det, men desværre også gjort mig dyre og hårde erfaringer. Jeg har tidligere mistet nogle heste, fordi de set i retroperspektiv ikke passede i kassen, men den gang var min overbevisning i god tro, at det var hesten, der desværre viste sig at fejle det ene eller andet. I dag er jeg klar over, at når jeg møder udfordringer, så er det ikke hesten, men kassen den er galt med. Forstået på den måde, at hvis jeg oplever, min hest ikke trives, så er jeg åben og nysgerrig for at gøre tingene på en anden måde også uden for normen. Lige som jeg i dag også er bevidst om, at 9 ud af 10 udfordringer med vores hest relaterer sig til os selv.

 Succes for mig er, at mine heste er glade og får et langt og dejligt liv. Det mål må altid komme i første række. Så hvis man oplever sin hest, ikke trives, eller bliver skadet, så er det ikke nok at behandle den konkrete skade, som blot er et symptom på eller resultat af, at noget ikke fungerede. Man er også nødt til at justere forholdene og eller træningen, der forårsagede skaden eller mistrivslen. Lige som vi også er nødt til at pege tilbage på os selv og kigge indad.

 Før i tiden kunne jeg godt føle, at nogle ting var overladt til tilfældighederne. I dag ved jeg, at intet er overladt til tilfældighederne. For efterhånden en del år tilbage begyndte jeg at føre journal på mine heste, så jeg havde styr på de overordnede ting, som for eksempel hvornår hestene havde haft smed, blev vaccineret eller hvis en hest blev syg med koliksymptomer eller lignende.

I begyndelsen af 2019 kunne jeg mærke på min hest Polle, at noget var helt off. Selvom alt ude fra set var som det plejede, så kunne jeg mærke at det ikke var det for ham. Jeg begyndte derfor at udvide min journal til en dagbog, og det blev, som min groom Sidse så sødt har sagt, Polles redning. For havde jeg lyttet til alle andre, så havde han ikke været her i dag. Dagbogen gav mig overblik, bevidsthed og dermed mulighed for at skabe de rigtige forandringer for, at Polle kunne trives igen. Derfor begyndte jeg at føre dagbog på alle mine heste og en ny spændende rejse startede. En kærlig rejse hvor jeg kom tættere på mine heste, mere end nogensinde før. Hvor jeg blev mere og mere bevidst i samværet med dem og på den måde også fik en større forståelse, for den enkelte hest. Kort sagt lærte jeg minde heste meget bedre at kende og vores forbindelse blev stærkere. Det har uundgåeligt også betydet, at jeg har sagt farvel til nogle og noget, jeg ikke længere kan se mig selv som værende en del af og som jeg ønsker et opgør med!

Vi stopper aldrig med at lære og verden er under forandring, også ridesporten. One size fits all er borte, både hvad angår os mennesker, men også vores heste. Derfor har jeg skabt Min Hestedagbog og vil med den invitere dig til at skabe mere bevidsthed med din hest, dels ved hver dag at være nysgerrig og dels ved at tage et opgør med gamle begrænsede overbevisninger om, hvordan hesten SKAL være eller hvordan det SKAL gøres. Formålet er, at vi skal være glade, have det sjovt og udvikle os sammen og det må altid stå i første række.