Det mest sårbare og den største sorg, der bor inde i mig er, at jeg har været en kujon. Min største frygt er at miste, dem jeg elsker. Jeg er ikke bange for selv at dø, men jeg har ikke kunnet se døden i øjnene på mine kære. Jeg har nægtet det, som om det så ikke var sket, hvis jeg ikke så det. Jeg kunne ikke acceptere det, jeg kunne ikke leve med det, men i stedet har jeg så tvunget mig selv til at leve med skyldfølelse og skam. For jeg kan ikke lave det faktum om, at jeg ikke var der for mine gamle heste, da de skulle herfra. Mine forældre var… undtagen ved min hoppe Fie, som jeg efterlod alene på dyrehospitalet til aflivning, da hun fik konstateret kronisk bronkitis og der ikke var mere at gøre. Beslutningen var nok den rigtige for hende, men ikke at jeg efterlod hende. Det gør mig så ondt! Jeg var en kujon, der ikke turde og tænkte mere på mig selv og mine egne følelser. Jeg sagde farvel til Master for at få plads til en ny ridehest, da jeg måtte opgive at få ham tilbage som ridehest. Den beslutning smerter mig stadig, for jeg elskede ham så højt. Ja, jeg forstår ikke at jeg kunne, men det kunne jeg jo heller ikke, for jeg overlod det til mine forældre og troede, at jeg på den måde kunne “lukke øjnene” for min store sorg… men sorgen har forfulgt mig. Da min morfar døde for fem år siden, da fandt jeg ud af HVOR stort et tema og problem sorg har været for mig, så jeg gik igang med en større bearbejdelse af sorg, der i mange år har gjort mig så syg og ædt mig op indefra. Jeg arbejder stadig med det, men en ting er helt sikkert, jeg kommer ALDRIG til at vende mine elskede ryggen igen. Da min gamle tut Luca så skulle herfra sidste vinter, da var jeg der til det sidste. Det var hårdt men det gik fint og jeg fik hende efterfølgende kremeret og i urne. Der er ikke nogen endelig slutning på den her deling, andet end sorg er kærlighedens pris. Måske der var en derude, der havde brug for at læse dette.