Jeg er den heldige avler og rytter af Nightingale. Han er søn af min første hest Natacha. Han er som snydt ud af mulen på hende. Smuk og klog. Da jeg sagde det til min far en dag, så sagde han, at Nightingale heldigvis ikke var lige så “temperamentsfuld” som hende… Sandheden er dog, at jeg den gang ikke behandlede hende lige så godt og respektfuldt, som jeg gør med ham i dag. Jeg pressede hende meget, lige fra hun startede sine dage som ridehest. Hvis jeg havde presset ham, som jeg pressede hende, så tro mig, at han også havde været “temperamentsfuld”. Spurgte du mig den gang, så skyndte jeg mig bare langsomt, som jeg havde lært, man skal. En 6 års hest bør jo kunne gå middelsvær, hvis den er “alderssvarende uddannet” i følge de rammer vi mennesker har sat op for hestene i ridesporten. Natacha gik i avlen – ikke fordi hun ikke var en talentfuld ridehest, men fordi hun helt ærligt blev slidt i en alt for ung alder. Kunne jeg have været en bedre rytter? Helt sikkert! Kunne jeg have været en bedre hesteejer? Uden tvivl! Jeg kan ikke ændre fortiden, men jeg kan ændre i dag. Derfor skynder jeg mig ikke med Nightingale – heller ikke langsomt. 𝗝𝗲𝗴 𝘁𝗮𝗴𝗲𝗿 𝗱𝗲𝗻 𝘁𝗶𝗱, 𝗱𝗲𝘁 𝘁𝗮𝗴𝗲𝗿. Jeg har lovet Natacha, at passe bedre på Nightingale, så han får et langt og godt liv. Det kommer før alt andet. Og så har jeg lovet mig selv, at jeg vil blive ved med at udvikle mig og kigge indad, så jeg også om ti år, vil se tilbage på i dag og tænke, hold da op jeg havde meget at lære.