Jeg er hende

Jeg er hende, der bliver oprigtigt ked af det, hvis jeg kommer til at træde på en snegl. Jeg er hende, der græder, når jeg kører forbi en dyretransporter. Jeg er hende, der tænker, not my kind of people, hvis folk siger de ikke kan lide dyr. Jeg er hende, der elsker mine dyr lige så højt som mine mennesker!

Da jeg var barn, var jeg hende der slap haletudserne fri i naturteknik. Slog en dreng der sparkede en kat. Blev sendt hjem fra skole fordi jeg havde skældt en klassekammerat ud, der hev vingerne af en flue…

Men hele mit voksenliv, har jeg brugt utrolig meget energi på, at gemme den side af mig selv væk, fordi jeg havde oplevet at blive latterliggjort og set ned på. Stemplet som skør, for meget, overfølsom, hysterisk… you name it. Det sorte får kan man sige.

Så i starten af 20’erne da jeg startede på universitetet, besluttede jeg, at lukke ned og halvhjertet forsøge at være “normal” og mere “likeable”. Jeg siger halvhjertet, fordi det helt sikkert aldrig helt lykkedes, men ikke desto mindre nok til at jeg gik med det inden i og sørgede alene bag nedrullede gardiner i mange år. Altså sørgede over ikke at føle, jeg kunne være helt mig selv.

De sidste par år har jeg derfor været ved at skrælle mange lag af igen, for at turde stå mere autentisk, tale min sandhed – også når det føles vildt skræmmende. I dag efter en koger af en clearing, blev jeg mindet om, at vi aldrig bliver færdige med at lære os selv ægte at kende. Lære hvad der faktisk er os eller hvad vi bare tror er os, fordi vi enten tror eller føler det er hvad andre forventer af os.

Det kan føles vildt skræmmende, at være sårbar og sige Hey, det her er mig! Eller omvendt hey, det der er faktisk ikke mig. Men selvom det føles skræmmende, så er det aldrig så smertefuldt som at fortsætte med at være noget du ikke er. Vær dig selv og giv slip på alt det, der ikke er.

En klog kvinde sagde en gang til mig, hvis du er en giraf men lader som om du er en zebra, hvordan skal dem, der leder efter en giraf så finde dig?

Kærligst Camilla