“Polle har det stadig ikke godt. Det bekymrer mig meget og jeg har virkelig ondt i maven over det. Så jeg har aflyst undervisning i dag. Årh jeg håber virkelig han snart er god igen.” Sådan skrev jeg i min dagbog for præcis fem år siden. Polle var i super form. Ambitionerne var høje. Jeg ville ride PSG med ham inden året var omme og det havde ikke føltes langt væk. Men den sidste tid havde jeg følt noget var off. Han så vildt godt ud og han var ikke halt. Jeg kunne bare mærke, at til trods for hans gode form, så blev han for hver dag der gik lidt mere bag hjælperne, lidt mere stiv i kroppen og slukket. Det var en fornemmelse, jeg havde, på et stadie hvor vi stadig talte marginaler og derfor fik jeg at vide “Det er du slet ikke dygtig nok til at mærke. Den hest fejler ingenting.” Jeg havde prøvet det før… At have en fornemmelse men ikke lytte til den. Taget skyklapper på og ladet toget køre indtil det var for sent og kørt af sporet. 

Det var ordene jeg skrev og jeg husker følelsen, jeg skrev dem med – jeg var MÆT! Mæt af ikke at lytte til mig selv og til min hest. Følelsen af nok var nok. At alt var intet værd uden min hest. Jeg var villig til at kaste alle planer og ambitioner over bord – jeg ville bare ikke miste Polle. Min fornemmelse blev siden hen bekræftet. Fra den dag startede en ny rejse med at gå dybere ind i fornemmelsen for hestene, som har været livsændrende for mig. Selvom det var en hård proces, så vil jeg ikke være den foruden, for det kammeratskab Polle og jeg står med i dag er helt specielt. TAK for at vise mig vejen, min ven.