Hvordan ville ridesporten se ud hvis…

Vi er mange, der har set dokumentaren Hestemilliardærens Hemmeligheder på TV2. Vi sidder heldigvis et kæmpe overvejende flertal bagefter og er enige om, at det vi så der, ingen steder hører hjemme i ridesporten. Sandheden er desværre bare, som dokumentaren bevidner, at det finder sted. Og sandheden er desværre også, at det ikke kun er på Helgstrand Dressage. Mange både i og uden for ridesporten, der har set dokumentaren spørger, ”Hvad skal den voldsomme ridning gøre godt for?” Som en af de slørede ryttere i dokumentaren siger, så ”skal der produceres nogle heste!” Det handler om penge og det handler om, hvad vi i ridesporten vil se, og altså hvad vi vil betale for. Vi vil rigtig nok ikke se det, som vi så i dokumentaren, men vi vil se unge heste præsterer på højt niveau. Hestene skal være fancy og flashy for at klare sig godt til championater, kåringer og stævner. Vi har en kultur i ridesporten, hvor det er succes, jo hurtigere en hest kan præstere. Altså jo yngre den er, når den kan være med i det ene eller andet, jo bedre er det, jo større succes er det.

Det lægger et kæmpe pres på hestene, fra de er helt unge.  Der er helt sikkert også unge heste iblandt, der er blevet trænet og behandlet godt, der kan være med både fysisk og mentalt, men der er endnu flere, der ikke kan. Det siger jeg, fordi alt for mange unge heste, når aldrig at blive rigtigt voksne, før de bliver skadet og kasserede. Den oprindelige gennemsnitslevealder for en hest ligger mellem 25 og 30 år. Sådan ser gennemsnitslevealderen bare MEGET langt fra ud for ridehestene i dag. Det er alment kendt. Vi forventer simpelthen for meget for hurtigt. Det er det, der er penge i, og det er det, hestefolket oftest drages af og betaler for.

Hvordan ville sporten se ud, hvis det vi alle sammen først og fremmest og mest af alt gik op i var, om hestene var glade og både i fysisk og mental balance? Altså, hvis vi betalte for den tid og dedikation, der faktisk var lagt i den enkelte hest, snarere end for nogle hurtige resultater?

Hvordan ville sporten se ud, hvis succes var, når hesten blev gammel. Hvis det var succes, at få rigtig mange gode år med sin hest, frem for nogle hurtige medaljer, eller forsøg der på?

Hvordan ville sporten se ud, hvis vi holdt op med at tale om, hvorvidt en hest er ”alderssvarende uddannet” eller ej. Det er en målestok, som vi mennesker har sat op. Ikke hestene. Vi skulle hellere gå den anden vej og kigge på, om hestene overhovedet skal kunne konkurrere, når de er så unge. Det er som om, at den ”alderssvarende uddannelsesramme” er tegnet og sat ud fra nogle særlige heste med særligt gode ryttere, snarere end fra den gængse hest og gængse rytter. Det ligger som en unødvendig stressfaktor hos mange og taberne bliver hestene.

Vi burde i stedet skabe en kultur i ridesporten, hvor målestokken er, om vores heste er glade? Lever vores heste længe? Har vi det sjovt SAMMEN?

Ridesporten må og skal udvikles og forandres, hvis vi skal kunne se os selv i øjnene. Jeg har ikke det perfekte svar på, hvor sporten skal lande henne, for den skal forhåbentligt blive ved med at udvikle sig i takt med, at vi bliver klogere på vores heste og det bliver vi jo hele tiden. Jeg er ikke den samme rytter selv, som jeg var for 10 år siden og om 10 år, vil jeg helt sikkert også se tilbage på nu og tænke, hold da op jeg havde meget at lære. That´s the thing about horses, we never stop learning. Det skal sporten bære præg af og kunne udvikle sig i takt med, hvis vi skal blive ved med at have en ridesport i fremtiden.