Vi lever i en tid, hvor alt går så stærkt og vi alle har så travlt. Dagene flyver afsted. Der er så meget vi vil og så meget vi skal nå. Arbejde, mand og børn eller skole og venner. Weekendaftaler og udflugter. Der skal laves mad og betales regninger, eller læses op til eksamen. Der er ikke noget af det, der sker af sig selv.
Og så er der os, der også har hest. Det kræver både mange penge og meget tid, nærmest uanset hvilket niveau du ønsker at have din hest på. At være hesteejer er en livsstil. Jeg er overbevist om, at et langt overvejende flertal af hesteejere siger, at hesten er deres frirum. At de har hest, fordi det giver dem energi og glæde. Det er ude ved hesten, at de lader op og hesten betyder ubeskriveligt meget for dem.
Min erfaring er samtidig, at mange hesteejere faktisk til tider oplever en vis modløshed eller rastløshed. Jeg er lidt i tvivl om, hvilket ord der beskriver det bedst, men mange hesteejere forbinder også det at have hest med store udfordringer og mange bekymringer. Det er klart, at hvis vores kære bliver syge, eller ikke virker glade og tilpasse, så fylder det og bekymrer os. Dermed også når den kære, er vores hest. Det er en naturlig del af det at være menneske. Men jeg oplever også, at selvom hesteejere har de bedste intentioner og virkelig elsker deres hest, så går de oftere end hvad jeg oplever som værende nødvendigt, fra stalden uden at være tanket op med energi og glæde.
Der kan være flere grunde til det. Blandt andet om vores forventninger til os selv og vores hest er overensstemmende med virkeligheden og om den ramme vi har vores hest i, passer til os og vores hest. Om vi bliver for fokuserede på dét forkerte anspring snarere end på dét rigtige anspring. Min overbevisning er, at den største grund er, at vi mangler at tage bevidstheden med ind i samværet med vores heste. At vi skal øve os i at være mere nærværende og mere nysgerrige på vores hest og på os selv.