Jeg talte med en hesteejer forleden. Hun sagde, at hun virkelig elskede sin hest, men hun syntes indimellem, det kunne være svært ikke at miste besindelsen, når hun mødte udfordringer med ham. Det fik mig til at tænke på en af de store lærestrege, jeg har fået mig igennem livet med heste. Jeg stod en gang på staldgangen med min gamle hoppe Fie. Hun skulle sadles op og jeg havde rigtig travlt med stress på…på den ufede måde… Fie havde helt sikkert “lukket af” for min mega dårlige energi For da der kom en, der skulle forbi os, reagerede hun ikke på mit signal om, at hun skulle flytte sig ind til siden. I mit stress og jag blev jeg GAL Jeg råbte i min galskab “Så flyt dig dog!” og skubbede hårdt til hende. Hun blev så forskrækket, at hun svingede sig hurtigt og voldsomt til siden og på vejen ramte en lille skarp kant på lågen, der lavede et fint snit i hendes bagpart, så der pludselig stod en vild stråle med blod ud. Dyrlægen måtte komme og sy hende og rideturen blev (heldigvis) ikke til noget. Jeg blev så ked af det, for hvad fanden havde jeg gang i??? Det var jo aldrig min hensigt, at hun skulle komme til skade. Jeg var gal. Ikke en skid genial. Så dum og ubetænksom. Men det blev også rock bottom for mig, for så gal ville jeg aldrig blive på min hest igen. Derfor sidder lærestregen så dybt i mig og jeg deler den, fordi vi er nødt til at kigge på de skygger, der bor i os selv, som vi ikke bryder os om, for at de kan heale.