Når rideskolehestene bliver "alles heste" så er de aldrig rigtig nogens heste
Når rideskolehestene bliver “alles heste”, så er de aldrig rigtig nogens. Jeg både hører og ser desværre, at alt for mange rideskoleheste går rundt derude med utilpassede sadler, dårlige hove og har aldrig set en tandlæge. Jeg hører om steder, hvor det er rideskolehestene der aftager det dårlige hø, som de private opstaldede, ikke vil give til deres egne heste.
Rideskoleheste der går med flere forskellige ryttere om dagen. Fornyeligt blev jeg gjort opmærksom på en stor rideskole, hvor omkring 150 elever om ugen er fordelt ud på blot 10 rideskoleheste. Det der smerter mig mest, er den længsel, som jeg mærker fra de her heste, om ikke at høre rigtigt til nogen og ikke blive lyttet til.
Det er heller ikke altid lige sjovt at gå med flere ryttere dagligt rundt og rundt og rundt i en sandkasse. Samtidigt er det i sagens natur urutinerede ryttere, der alle giver alt for mange og misvisende signaler til hestene. Hvilket resulterer i, at mange bliver slukkede. Så kalder vi dem bare “dovne”, selvom de I virkeligheden er dybt demotiverede.
Af samme grund må mange små piger starte til ridning med både pisk og sporer – før de overhovedet har lært at ride!
Selvom vi godt ved at hestene kan mærke en flue før den overhovedet har sat sig, så bliver mange ryttere stadig skolet i at styre og dominere, i stedet for at fornemme hestene, og skabe en forbindelse til dem. ”Jamen hvordan skal de så få de her rideskoleheste fremad?” Er der så nogen, der så spørger. Ja, vi er simpelthen nødt til grundlæggende at ændre fundamentet, så det først og fremmest tilgodeser hestenes mentale og fysiske velvære, så vi kan få glade og motiverede heste i stedet.
Kærligst Camilla
Min Hestedagbog hjælper dig med at få overblik og bevidsthed på, hvordan din hest egentlig har det, hvad der fungerer og hvad der ikke gør, men også hvordan du selv har det, så du bliver rigtig god til at se jeres hverdag og eventuelle udfordringer fra et større og nuanceret perspektiv.
