“Polle har det stadig ikke godt. Det bekymrer mig meget og jeg har virkelig ondt i maven over det. Så jeg har aflyst undervisning i dag. Årh jeg håber virkelig han snart er god igen.”
Sådan skrev jeg i min dagbog tilbage i starten af 2019. Polle var i super form. Ambitionerne var høje. Jeg ville ride PSG med ham inden året var omme og det havde ikke føltes langt væk. Men den sidste tid havde jeg følt noget var off. Han så vildt godt ud og han var ikke halt (til at begynde med). Jeg kunne bare mærke, at til trods for hans gode form, så blev han for hver dag der gik lidt mere bag hjælperne, lidt mere stiv i kroppen og mere og mere slukket. Det var en fornemmelse, jeg havde, på et stadie, hvor vi stadig talte marginaler og derfor fik jeg at vide “Det er du slet ikke dygtig nok til at mærke. Den hest fejler ingenting.”
Jeg havde prøvet det før. At have en fornemmelse men ikke lytte til den. Taget skyklapper på og ladet toget køre indtil det var for sent og kørt af sporet. Det var ordene jeg skrev, og jeg husker følelsen, jeg skrev dem med – jeg var MÆT! Mæt af ikke at lytte til mig selv og til min hest. Følelsen af at nok var nok. At intet var noget værd uden min hest. Jeg var villig til at kaste alle planer og ambitioner over bord – jeg ville bare ikke miste Polle.
Da dyrlægerne og diverse behandlere ikke fandt frem til den egentlige årsag til Polles ændrede adfærd, men en masse sekundære ting der ikke gjorde nogen forskel, tvært i mod fik han det blot værre og værre, stod jeg i princippet med en kasseret ridehest. Jeg nægtede at give op og begyndte at føre dagbog på ham. At føre dagbog havde gjort en stor forskel for min egen personlige udvikling, så hvorfor ikke også for min hest?
Igennem dagbogsførelsen blev min fornemmelse siden hen bekræftet og dagbogen hjalp mig med at finde ud af, at Polle havde kæmpe udfordringer med sit stofskifte. Dagbogen hjalp mig med at finde frem til, hvad han havde brug for, hvad der fungerede og hvad der ikke gjorde! Selvom det var en hård proces, så vil jeg ikke være den foruden, for det kammeratskab Polle og jeg står med i dag er helt specielt. Fordi det havde forandret min forståelse og relation til Polle så meget, begyndte jeg at føre dagbog på alle mine heste og også på dem jeg trænede for andre. Dels for at blive klogere, skabe overblik og bestyrke min fornemmelse for, hvad den enkelte hest har brug for – eller ikke har brug for!
Truth be told så førte rejsen med hestedagbogen mig videre over i rejsen med telepati, så jeg i 2023 blev uddannet dyretelepatør. En magisk rejse. Kontakten til hestene er blevet mere og mere indrestyret end ydrestyret. Når man først har prøvet at have hjertekontakt med en hest, så er der ingen vej tilbage! Fordi noget i princippet SÅ simpelt kan være SÅ transformerende, måtte jeg bare dele det med andre og derfor skabte jeg Min Hestedagbog, med en drøm og ønske om at mange flere ryttere får en stærkere fornemmelse og større forbindelse med deres heste.
Jeg har lavet den fra hjertet til hestene og deres mennesker. Jeg håber lysten til at forbinde sig på et dybere plan med hestene, vil brede sig som ringe i vandet. Tak fordi du er med til at gå forrest. Den forandring vi ønsker at se i ridesporten, starter nemlig hos os selv.
