“𝑯𝒗𝒐𝒓 𝒉å𝒓𝒅𝒕 𝒔𝒌𝒂𝒍 𝒎𝒂𝒏 𝒕𝒓𝒚𝒌𝒌𝒆 𝒎𝒆𝒅 𝒔𝒄𝒉𝒆𝒏𝒌𝒍𝒆𝒓𝒏𝒆, 𝒏å𝒓 𝒉𝒆𝒔𝒕𝒆𝒏 𝒊𝒌𝒌𝒆 𝒔𝒗𝒂𝒓𝒆𝒓?” Spurgte en elev mig en gang. “Det der skal til.” svarede jeg. “Så i princippet så lidt som muligt men præcis nok til, at du får den reaktion du ønsker.” 

Jeg har i mange år redet og undervist efter “mindstemiddel princippet”. Jeg så fornyeligt en af verdens bedste, forklarede det samme på en clinic og det vækkede dels genkendelse i mig men også refleksion. For siden jeg havde den samtale med min gamle elev, har meget ændret sig inden i mig! Jeg vil jo sige, at jeg stadig rider efter “mindstemiddel princippet” men i dag mener jeg, at selv det mindste, der skal til, også kan være for meget! Altså vi rider jo ud fra gamle konservative principper om, at hesten skal stå skoleret og når man har sagt a så må man også sige b. Det forsøder vi med “Man skal skynde sig langsomt” og “Hesten må gerne lave fejl.” Men faktum er, at vi rider med negativ forstærkning i dressur og grænserne for hvornår den er for stærk eller for negativ er alt for vattede og vage til dato!

 Jeg har selv trælse minder, hvor jeg endda har overskredet min EGEN grænse for, hvad der på nogen måde var rimeligt, fordi jeg simpelthen skulle i mål med at få den “lette” reaktion – igennem den (for) forstærkede. En hest er stor og stærk, men den kan altså mærke en flue, FØR fluen har sat sig! Så da jeg for eksempel læste en anerkendt træner udtrykke sin bekymring omkring, hvordan en eventuel afskaffelse af sporen, kunne forårsage at mindre kompetente ryttere ville sparke hårde til hesten, da tænkte jeg, men hvad hvis det slet ikke var en mulighed, at sparke hårdt til hesten eller slå med pisken for den sags skyld? Hvad så?? Så ville folk skulle lære at RIDE! 𝓛𝓮𝓼𝓼 𝓲𝓼 𝓶𝓸𝓻𝓮…

Derfor har jeg skabt Min Hestedagbog, som et redskab, der kan hjælpe ryttere med at tage deres relation til deres hest til next level, men også øge deres egen selvbevidsthed, livsglæde og nærvær.