Vores heste går altså ikke til ridning for deres egen skyld, men ene og alene for VORES.

Derfor har vi et KÆMPE ansvar for vores ridehestes trivsel og rideglæde. Helt ærligt så oplever jeg, at vi mennesker kan være super arrogante i ridesporten. Vi opfører os og snakker som om, at hestene er heldige, at de har os. Alt imens sandheden er, at det er os, der er heldige at have dem. Noget-for-noget er altså ikke kærlighed. Sorry to say. Så hvis du kun elsker din hest, når du kan ride på den, så elsker du den ikke. Jeg elsker at ride. Jeg elsker at ride dressur. Jeg elsker at udvikle mig som rytter og jeg elsker at uddanne heste. Det er noget af det bedste, jeg ved. Men jeg bliver ked af det, når prominente trænere siger, at det der med at ride på hestens præmisser, det eksisterer ikke, for hestene vil hellere gå på græs hele dagen med sine andre hestevenner og spise sig tyk end være sammen med os. Jeg oplever ikke, at det behøver være enten eller, men sagtens kan være både og. At min hest selvom der er græs og gode kammerater på folden, glædeligt kommer mig i møde, vel vidende det er for at tage ud at ride dressur. Det er blevet en kerneværdi for mig. Det betyder også, at jeg kan finde på at skippe en ridetur, hvis ikke jeg føler min hest er oplagt til det eller hvis jeg kan se, han lige hygger sig så godt med noget andet. Kan man så være seriøs rytter? Det mener jeg godt man kan. Hvis ikke, så er det forventningerne der skal justeres og ikke min hest’ trivsel.