Da jeg var yngre, var jeg ambitiøs konkurrencerytter. Det betød også, at jeg startede stævner for at være den bedste og vinde. Når man har det på den måde, hvor man måler sin egen værdi på ens resultater, så bliver man afhængig af gode karakter og dermed bliver man afhængig af hvad andre mener om en og af anerkendelsen fra andre… Funny story, så gik jeg i mange år og troede at mine heste blev stressede når der var tilskuer. Indtil en dag Maystro, den kloge fyr, gjorde mig opmærksom på, at det var MIG der blev påvirket af, om der kom tilskuer. Det var MIG der pludselig så ændrede gear, forventningerne steg en grad og derved “stressede” mine heste, fordi nu skulle vi dælme vise hvor gode vi var. Jeg er stadig en stræber. Jeg stræber efter at blive dygtigere og udvikle mig, men i dag er jeg bevidst om, ikke at skulle måle mig selv med andre. I dag kigger jeg på og mærker mine heste og lader dem afgøre, om jeg er på rette vej eller ej. Jeg fortæller det her, fordi jeg igennem årene både som underviser og som dommer har erfaret, at det bestemt ikke kun er mig, der har haft det på den måde. Til dig der har brug for at høre det: Vær tro mod dig selv og din hest. Du ved når ridning har rørt din sjæl og ikke dit ego, og det samme gør din hest.